Spørgsmål

Hvorfor er det nogle gange nødvendigt at behandle med stræk?

Hvis hoften har været ude af led i nogle måneder, kan det være risikabelt at sætte hoften på plads. Sener og muskler er blevet for korte. Sætter man bare hoften på plads, vil presset inde i hofteleddet blive for stort. Det kan give skader på ledhovedet, som kan føre til varige skader. Man kan forberede sener og muskler ved at ligge i stræk. I stedet for stræk kan man vælge at forlænge sener og afkorte knogler ved en operation. Der er store forskelle (både i Danmark og internationalt) på, hvor meget man bruger stræk og hvor meget man forlænger og forkorter ved en operation. Der er ikke gode videnskabelige undersøgelser, der kan afgøre, hvad der er bedst. Det enkelte behandlingssted har ofte en lang erfaring, som de bygger deres valg på.

Vi er tilbudt behandling på et sygehus, som ikke står på Sundhedsstyrelsens liste. Hvordan skal vi forholde os?

Det kan bero på en misforståelse. Jeres egen læge kan hjælpe jer med henvisning til et af de godkendte behandlingssteder. Så er I sikre på behandling, hvor der er erfaring og ekspertise.

Når der er forskellige behandlinger, hvilken skal vi så vælge?

Som regel ligger behandlingen i nogenlunde faste rammer på det enkelte behandlingssted med baggrund i mange års erfaring i et team af behandlere. Der foretages dog ofte justeringer af behandlingen undervejs, hvis forløbet ikke er “som det plejer”. Det kan være let at hæfte sig i disse justeringer og opfatte det som “uenighed” mellem behandlerne – og så føler man som forældre måske, at man selv må tage ansvar for behandlingen. Det er ikke hensigtsmæssigt, og det kan let føre til uhensigtsmæssige og skadelige forløb. Man må gerne spørge, til man forstår valget af behandling. Mange forældre søger også information på nettet og hos andre forældre. Det er et godt udgangspunkt for samtalen på behandlingsstedet, hvor man også kan få hjælp til at sortere i de mange – ofte modstridende – oplysninger.

Kan man selv vælge behandlingssted?

Du kan vælge behandlingssted efter reglerne for frit sygehusvalg. Du skal være opmærksom på, at der er visse begrænsninger – f.eks:

– Den afdeling, som du har valgt, kan afvise at modtage dig, hvis der ikke er plads på afdelingen.

– Hvis du vælger at blive behandlet på en hospitalsafdeling med højt specialiseret niveau, og din sygdom ikke kræver behandling på dette niveau, kan afdelingen afvise at modtage dig.

Hvor længe er man indlagt?

I Danmark bliver alle børn indlagt sammen med en af forældrene. Der kan forventes indlæggelse til dagen efter operationen, hvis det blot drejer sig om hoftegips og eventuelt på-plads-sætning af hoften. Efter operationer på knoglerne - f.eks. bækkenoperation - kan der forventes indlæggelse på 3-4 dage efter operationen.

Hvor "rask" er man efter behandlingen?

Spædbørn, der behandles for luksation og dysplasi kort efter fødslen kan forvente at bliver helt raske - dvs, at hofter bliver helt normale. Ved de sent opdagede hofteluksationer, vil ca 80% bliver raske efter strækbehandling/operation/hoftegips. Efter behandlingen vil børnene blive fulgt med røntgenundersøgelse de følgende år - indtil hofterne er normale. I ca. 20% bliver hofterne ikke helt normale - der er rest-dysplasi. Ved restdysplasi kan der være grund til at foretage en operation på bækkenet. Som regel er det en Salter operation.  Denne operation vil give de fleste normale hofter, hvor der ikke senere er behov for operationer eller anden behandling.

Er der risiko ved behandlingen?

Ja, der er altid en risiko ved aktiv behandling. Ved enhver operation er der risiko for infektion, og for at forebygge dette, vil man ofte give antibiotika, når operationen går i gang. Ved større operationer tages der ekstra blodprøver forud for operationen for at sikre, at man kan give blodtransfusion, hvis det bliver nødvendigt. Endelig er der risiko for påvirkning af kar og nerver, men dette ses meget, meget sjældent. Selv ved behandling uden operation er der risiko for at påvirke ledhovedet, så det ikke kan vokse normalt eller falder sammen. Denne komplikation er kendt ved skinne og gipsbehandling, hvor muskler og sener ikke er smidige nok til at hoften kan være på plads uden stramning. 

Mit barn skal være i gips i fem måneder. Hvad betyder det for den motoriske udvikling?

Det er klart, at behandlingen af sent opdaget hofteluksation sætter gangtræningen på pause. Vi ser til gengæld, at børnene kompenserer ved at sætte fart på den finmotoriske og sproglige udvikling. Vi ser også, at børnene hurtigt indhenter den gangfunktion, som de ikke har kunnet træne i gipsen. Det handler måske om, at både muskel- og nervefunktion fortsat udvikles på trods af den langvarige behandling.

Mit barn har forskel på ballefurerne. Kan det være tegn på hoftedysplasi?

Mange børn er født med forskel på ballefurerne. Dette er helt normalt og ikke et tegn på hoftedysplasi. Hvis den ene hofte er gået helt af led, kan der være forskel i ballefurerne på grund af dette. Det kan lægen opdage ved sin undersøgelse af barnet. Hvis der er forskel, er det derfor vigtigt at gøre lægen opmærksom på det i forbindelse med børneundersøgelserne. Selvom lægen finder normale forhold, er der mange børn der alligevel bliver henvist til ultralyd. Det er der egentlig ikke grund til, men undersøgelsen kan alligevel give en sikkerhed for, at alt er OK.

Teksten er skrevet af:Klaus HindsøOverlæge, phd,
Børnesektionen på Ortopædkirurgisk Klinik, 
Rigshospitalet.
Sidste revision: 24.11.2023